Nutidens Unge Essay

Dansk

0   393

Fuck, hvor taler de unge grimt

Af: Gitte Willumsen

Forbandelser og ukvemsord fyger gennem luften i klasselokalet, på fritidshjemmet og i klubben. Piger kaldes ikke længere piger, men ludere eller fisser. Pædagoger og lærere hører oftere ordet fuck end tak. Det lyder slemt, men er det virkelig blevet værre?

De unges sprogbrug er i fokus som aldrig før. Der findes snart ikke et forældremøde, hvor emnet ikke står på dagsordenen. De unge sviner hinanden til både verbalt og på sms - hvis vi skal tro forældre og lærere. Men de unges brug af ukvemsord er ikke hyppigere, end det altid har været, mener sprogforsker.

»Det er en myte, at de unge taler grovere til hinanden end tidligere. I dag hører vi langt mere og får derfor også øje på det sprog, de unge bruger, fordi vi er sammen på en anden måde end tidligere«, siger Pia Quist, sprogforsker ved Københavns Universitet, og henviser til, at det er grænserne mellem unge og voksne, der har flyttet sig, og ikke selve sproget, der er blevet grovere.

Artiklen fortsætter under banneret

Pia Quist forsvarede i foråret sin ph.d.-afhandling - en etnografisk og sociolingvistisk undersøgelse af sproglig variation i storbyens skoler. Hun mener, at en af årsagerne til opfattelsen af, at de unges sprog er blevet grovere, er, at der er utrolig meget fokus på sprog og mobning lige nu.

Børnepsykolog John Aasted Halse noterer sig en ændring i, hvor de unge henter deres skældsord.

»Der er sket en glidning i sproget. Det er blevet mere seksualiseret. Lede luder, mother fucker og fuck dig bruges hyppigt, både mellem de unge og over for voksne. De unge bliver inspireret af, hvad de hører på Boogielisten og læser på internettet, og skelner ikke mellem, om de tiltaler en kammerat, mormoren eller klasselæreren, og det er et stort problem«, mener John Halse, der har undersøgt børns, unges og voksnes opfattelse af sproget.

Unge og voksne i fælles rum

Pia Quist og John Halse er enige om, hvorfor voksne opfatter de unges sprog som meget provokerende. De voksne hører det oftere, end de gjorde tidligere.

»Der er ikke længere skarpe grænser mellem bundne og formelle klasseaktiviteter og mere frie og uformelle aktiviteter. 'Autoritetsforholdet' mellem lærer og elev har ændret sig, så klasserummet og lærer- og elevrollerne har ændret karakter«, forklarer Pia Quist.

Men det fælles sociale rum bør ikke forhindre de voksne i at sætte grænser og sige fra, mener John Halse.

»Selv om de unge har et såkaldt frisprog, så fritager det dem ikke for, at de skal lære at skelne mellem, hvem de taler til, og hvordan de taler. Det er okay, at de har deres egne sprogkoder. Men det er ikke i orden at kalde dansklæreren en smatso. De sproglige koder er i nogle grupper blevet dagligdags og bruges automatisk uden omtanke, hvor piger generelt omtales som kusser og ikke piger. Det er et problem«, siger han.

Bandekasse-purisme

Der er flere måder at angribe problemet på. Man kan for eksempel helt forbyde brug af visse ord.

»Det handler om, at de unge skal lære at være opmærksomme på, hvilket rum de er i, og veksle mellem deres sprogkoder«, siger John Halse og understreger, at voksne sagtens kan forklare, hvordan de har det med at høre på unges grove sprog.

»Lærere og pædagoger skal sige klart fra. De skal fortælle, at de altså ikke vil høre disse fisse-ord, og at dem kan de bruge et andet sted. Respekten for børn og unge ligger i, at vi accepterer deres sprog og sprogkoder, men respekten ligger altså også i at sige fra«, siger han.

Pia Quist er enig i, at man skal sige fra og ikke finde sig i at blive kaldt hvad som helst. Men hun advarer mod, hvad hun kalder bandekasse-purisme.

»At forbyde brugen af ukvemsord er det samme som at begrænse udfoldelsen, og det synes jeg er uhensigtsmæssigt. Det lægger en dæmper på kreativiteten, fordi det skaber et kunstigt miljø mellem voksne og unge. Pædagoger og lærere bander jo også i deres indbyrdes kommunikation. De bruger bare nogle andre ord«, siger Pia Quist.

Sprog versus mobning

Alarmerne ringer hos de fleste lærere, hvis en klasses indbyrdes sprog er negativt grænseoverskridende. Men hvis en klasse ikke fungerer, bør man, ifølge Pia Quist, kigge på de sociale relationer og ikke på selve sproget. Altså tage fat i årsagen og ikke symptomet.

»Det er fint at fokusere på mobning. Vi skal ikke acceptere, at en eller flere bliver mobbet. Men vi begår en fejl, når vi fokuserer på selve ordene, der bliver sagt. Vi forhindrer ikke mobning via sproglige restriktioner«.

John Halse efterlyser, at pigerne selv kommer på banen. Det er dem, der bliver mest forulempet - i al fald sprogligt - og det skal de lære at sige fra over for.

»Der ligger en pædagogisk opgave i at lære de unge at melde fra. Specielt pigerne skal ikke finde sig i konsekvent at blive kaldt en so og hele tiden blive omtalt som et sexobjekt. Det bliver de i sange, og det bliver de i klasseværelset. Det er ikke i orden. Det er vores opgave at lære de unge, at det er i orden at sige fra over for det sprog, der bliver brugt, og at det så også bliver accepteret«, mener han.

Sproget er som punkerhår og hullede sko

Som ung tænker man ikke så meget over, hvad man siger, og hvordan man siger det. Det vigtigste er at høre med til gruppen. Man taler som de andre for ikke at skille sig ud. Men det er vigtigt at forklare de unge, at selv om det måske ikke er deres sprog, så har det afgørende betydning for andres førstehåndsindtryk af dem.

»De unge skal lære, at der er et fælles sprog og et subkultursprog. De skal vide, at de bliver vurderet på deres sprog i uddannelsessystemet, i jobsituationer og i alle andre relationer med voksne mennesker, og at man altså ikke kommer langt med at bruge det sprog, der hører subkulturen til, i disse sammenhænge. Sproget har lige så stærk signalværdi som for eksempel hullede sko og punkerhår. Dit sprog fortæller mig, hvilket socialt lag du kommer fra, hvem du er, og hvilke værdier du står for«, siger John Halse.

Men det ved de unge, ifølge Pia Quist, allerede. Problemet ligger primært i, at voksne hører noget, de ikke tidligere hørte, og gør det til et problem.

»I mine undersøgelser, og også i alle mine kollegers undersøgelser, er de unge sprogbrugere dygtige og kompetente. Og her taler vi også om de unge, der opfattes som 'problematiske'. De ved udmærket, hvilket sprog der passer sig i formelle og uformelle situationer, og de kan sagtens skelne mellem, hvad der passer sig i en samtale med mormor og i en samtale med sidekammeraten«, forklarer Pia Quist.

At de voksne stejler over børn og unges sprogvaner, er ifølge Pia Quist ikke noget nyt. Det er set før, og vi vil se det igen. De voksne har altid beklaget sig over børn og unges sprogvaner.

Del på FacebookDel på TwitterDel via e-mailAnbefal393Print

Torsdag aften overhørte jeg en samtale mine forældre havde, omkring noget de havde set i tv. Det handlede om personer, der diskuterede, om unge er nok interesseret i lokalpolitik. Mine forældre var uenige med hinanden, da min mor havde en holdning omkring, at unge mennesker skulle gå mere op i politik, og at skolerne skulle gå mere op i, at lære børnene om dette. Der imod synes min far, at det dog ikke ville hjælpe, da de fleste unge alligevel ikke interesserer sig for politik. Han er af den opfattelse, at lokalpolitikere kun er gamle hoveder, som sidder tungt på posterne i landets byråd.

Min mor prøvede at overbevise min far om, at det var noget vrøvl, men at unge også kan være de mest politisk aktive. Hun havde nemlig læst en artikel om, at flere unge lokalpolitikere er med til at bringe gennemsnitsalderen ned. f.eks. Mads Guldhammer fra SF som i 2009 med sine kun 22 år, blev medlem af kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune, eller Jesper Smaling fra SF som i 2013 blev medlem af socialdemokratiet med kun 23 år.

Det er en myte, at de unge er ligeglade og snæversynede. Langt de fleste unge er optaget af samfundsudviklingen, og de helt unge er mere politisk aktive end de øvrige vælgere.

Flere statistikker viser at unge mellem 16 og 25 år er langt mere politisk aktive end resten af befolkningen. 71% af de 16-25-årige har deltaget i en politisk aktivitet, mens det kun er tilfældet for 57% af folk over 25 år. Man mener, at nutidens unge er blandt nogle af de mest politiske aktiv, selvom de ikke er særlig interesseret i politik. De er nemlig mere interesserede i samfundet, og hvad der rører sig. De leder efter det, der er moderne og som pt. optager dem. De er ikke selv bevidste om, at de faktisk er politisk aktive. Men når man taler om at få flere unge til at gå mere ind i politik, er der en del eksempler på, hvordan man får dem til at investere mere tid i forhold til politik. f.eks. de spændende diskussioner om, hvad politik er, og dermed også snakken omkring, hvad demokrati betyder.

De sociale medier er med til at unge meget lettere, kan være med i debatten omkring politik. Kommunalpolitikerne er blevet meget mere synlige på de sociale medier, for at få flere unge til at stemme. I 2017 har unge muligheden for, at stemme lige hvor de er via mobile valgsteder. Dog er ikke alle politikere enige i, at unge skal have denne mulighed, da de har godt af at være en del af valgtraditionen i Danmark.

Som ung bliver vi stillet over for mange valg. Jeg kan f.eks. huske i 6. klasse, da vi i skulle stemme om, hvilken leg vi skulle lege. Over halvdelen stemte på bogstavtik og de andre stemte på matematikbold. Da det var flertallet, der ville lege bogstavetik, blev det den leg.

Uventet eksploderede en frygtelig larm i klassen, eleverne brølede og hylede, "Det er uretfærdig! ", "Det gider jeg ikke! " og "Det er snyd", det var alle dem der stemte for matematikbold. Jeg var selv en af dem der stemte på bogstavtik, så jeg tænkte ikke længere over det. Da jeg var kommet hjem, funderede jeg over, hvad der egentlig skete ca. 5 timer tidligere. "Hvorfor begyndte mine kammerater at råbe? Det var da helt retfærdig? Eller var det? ". Lidt efter fortalte jeg om hændelsen til mine forældre. Vi fik en god snak om hvad demokrati betyder, og om hvordan indflydelse kan påvirke vores hverdagen. Eksempelvis når vi i familien skal finde ud af, hvad vi skal se i tv, eller hvad vi skal have til aftensmad.

Så hvis jeg tænker tilbage på hvad mine forældre var i gang med at diskutere, så giver det pludselig mening hvad demokrati i vores lille familie er, og at det at være uenig eller enig ikke altid er lige ud af landevejen. Skal man altid forsøge at tale sig til enighed, eller er det okay at have forskellige synspunkter? Hvis man ønsker at ændre noget, må man deltage i samtalen.

Som et kinesisk ordsprog siger at "Demokrati er når to ulve og et får stemmer om, hvad de skal have til aftensmad". Det vil sige at flertallet altid bestemmer og får deres ønsker opfyldt. Alle steder, hvor mennesker er sammen, er vi nødt til at træffe beslutninger i fællesskab. Ikke kun i politiske sammenhænge, men også i skolen, sammen med vennerne og i en lille familie.

Hvis du vil have indflydelse, så kom ud af busken og få din mening spredt ud! I min familie er det helt okay, at vi ikke altid er enige, og sådan burde det være over det hele. Vær ikke bange for at sige hvad du tænker, en lille stemme har en stor betydning.

Hvad tænker du?

0 Replies to “Nutidens Unge Essay”

Lascia un Commento

L'indirizzo email non verrà pubblicato. I campi obbligatori sono contrassegnati *